|
|
af Bent Lorentzen, ©2006
”Dit eventyr... på en meget fin måde tager fat på nogle meget væsentlige menneskelige problemer.”
Jørgen Poulsen, generalsekretær, Dansk Røde Kors
Ikke så langt fra Christiansborg, på den anden side af den lille kanal og forbi Biskop Absalon på sin mægtig hest, sov der en midaldrende mand. Han lå helt stille i den halvvåde kulde, der var så typisk for årstiden i Danmark, i en lille krog mellem to julesmykkede butikker for de rige. Han drømte. Men ikke som de mange gående på Strøget, som kun tænkt på hvor mange penge der var tilbage på deres Dankort, eller julmiddagen sammen med kollegerne, eller hvad der ville ligge under træet til dem om et par dage. Han drømte heller ikke om en ny bærbar eller den nyeste MP3, som flere fintklædte børn hviskede i deres kloge forældres ører, som en hentydning til deres ønskeseddel til jul.
Nej, han drømte om sine unge dage i et fjern land, og sin smukke unge kone og deres lille livlige datter, der gik til den lille palmetaget skole, ned ad en mudder-sti, sammen med andre børn fra deres ældgammel landsby. El og TV var et mysterium i den landsby. Jungletrommerne fortalte om de store lande nordpå eller på den anden side af havet, hvor den slags blev taget for givet. Nej, familiens underholdning dengang bestod af bedstemors uendelige fortællinger fra dengang, Den Udødelig Der Aldrig Mangler For Noget og hendes folk bare morede sig med hinanden uden problemer. Løveunger og antilopeunger legede med hinanden sammen med landsbyens unge i strålende sol, som et billede fra tidernes morgen. Men så kom krigen. Hvorfor den kom til deres lille isolerede dal mellem to kæmpe jungle-bjerge, kunne ikke engang de klogeste i landsbyen forklare. Selv ikke mandens mor, som var dronningen over det lille bitte kongerige. Men den kom. Soldater med larmende jeeper, maskingeværer der spytter bly... og blod, og machete der huggede hans kone og deres lille ned. Altså, det var det sidste billede han havde i sit hoved, inden han selv blev bortført af soldaterne. Hans lange, lange rejse til Danmark er en hel historie i sig selv.
Hans drøm blev nu lidt vanskeligt, og en lille dreng med sin far på Strøget, lagde mærke til, hvordan den sorte mand skælvede i søvne.
”Far, hvad er der galt med ham? Hvorfor sover han der, uden frakke eller noget? Han er helt beskidt.”
”Kom nu, Esben, vi skal hjem til mormors varme kakao. Han er bare beruset eller noget. Og se, her kommer politiet. De vil nok tage sig af ham. Kom... væk. Det har ikke noget med os at gøre.”
***
Men lidt længere nordpå, i Helsingør, vågnede en meget gammel mand med et skæg, der var begravet i det træbord, han var faldet i søvn på, for længe længe siden. Noget havde også forstyrret hans drøm, og han plejede altid at drømme om hvor stærkt og smukt hans Danmark var. Han rystede søvnigheden ud af sit hoved, bøvsede af den øl fra for flere hundred år siden, der stadig generede hans mave, og gabte højt med en mund fuld af stærke tænder.
”Hvem har vækket mig NU!” råbte ham med ansigtet lagt i både sure og lidt bekymrede folder.
Ingen svarede. Det var mørk, og vinduet, der engang holdt vagt med fjendtlige skibe på sundet fra Helsingborg, var blevet muret til.
”NEJ!” råbte ham, nu ret gal.
Hans ældgamle øjne kunne se døren, og med et mægtigt åndedrag, rejste han sig op, uden at bryde sig om sit skæg, og med en kæmpe bevægelse, trak han sit store tunge sværd og splintrede den tyve centimeter tykke egetrædør. Det tog kun en et øjeblik, og så var han på den så velkendte stentrappe op til Kronborgs hovedsal.
Nogle trin oppe skinnede et stærk gyldent lys, der næsten blindede ham.
”HVAD!” råbte Holger Danske, med sit 50 kilo sværd i højre hånd, så let som om det var en svanefjer, parat til at kløve hvad- eller hvem som helst, der kom i vejen.
”Rolig, kære Holger. Rolig nu...”
”Her er det mig, der taler,” råbte Holger. ”Kom af med det lys. Lad mig se dig! NU! Ellers går du direkte til Gud.”
”Ja, men dog,” sagde det gyldne lys, med blid og stærk stemme. ”Det er der, hvor jeg lige kommer fra.”
”Hvad!? Du… ikke nogen tvetungethed. Spyt det ud! For pokker, hvem er du?”
Det stærke, svævende lys kom et par trin nærmere. Holger rystede lidt med sit sværd.. ”Jeg mener det. I Guds navn, er du fjende eller ven af Danmark!”
”Kære, kære Holger, hvor mange øl drak du, inden du faldt i søvn, eh? Jeg har lige sagt til dig, at jeg er kommet fra Gud. Kan du ikke huske Biskop Absalon, som fik dig at hjælpe sig med at holde de vendiske sørøver væk fra hans nyfødte København...”
”Hold nu op med den mand. Han var ikke altid så god. Han syntes det var helt i orden at en rig mand kunne slippe godt fra mord, ved at ofre sin mindre rige brors hals.”
Det gyldne lys var nu kun et par meter væk. ”Kære Holger, hør engang hvad du siger. Selv de dummeste mennesker kan nogle gang skinne lidt i mørket. Du syntes selv engang, at den slags retfærdighed var helt i orden. Og at den højeste himmel man kunne nå som et menneske, var Valhalla.”
”Ja, al den snak Absalon kørte med hele tiden, selv da han blev lidt magtsyg, om den tømrers søn fra Betlehem. Blev han dog ikke korsfæstet?”
”Om få dage, min kære Holger, bliver han født igen.”
”Igen!” råbte Holger. ”Jeg sagde dig, slut med din tvetungethed.” Men nu var hans sværd rettet mod Kronborgs ældgamle fundament.
”Det er næsten jul, men Danmark har brug for dig.”
”Det behøver du ikke sige til mig. Sidste gang jeg vågnede, ja, hvad var det nu -?” Holger kløede sig lidt i sit uglede, lange hvide skæg. ”Nåh ja, den irriterende eventyrforfatter eller noget. Hvis Gud har sendt dig, så ved du, at jeg kun vågner, når Danmark er i fare.”
”Det er Danmark nu, min kære. Kom med mig op. Det er ret sent, og vagten deroppe, ja, han sover.”
”Han sover!” råbte Holger. ”Kronborgs vagt SOVER!”
”Ja og nej,” svarede det gyldne lys.
”En gang til. Når du siger noget til mig, så sig det lige ud!”
”OK, det er en aftale.. Vagten sover, fordi jeg gav ham en lille sød drøm. Og det gjorde jeg, så jeg kan vise dig Danmark. Jeg synes bare, at du måske kunne sætte dit sværd i skeden.”
Holger hævede sværdet lidt. ”Det bestemmer jeg. Hvem pokker er du?”
”Jeg er en engel, og en ret stærk én, hvis jeg selv skal sige det.”
”Pyt med det. Bare vis mig hvad du vil, og så vil jeg fortælle dig, om du er stærk eller ej.”
Lyset svævede op af de kolde sten-trapper, og Holger fulgte med, ret irriteret over det hele. Døren til hallen stod åben, og var oplyst af noget helt ukendt for Holger. Men han havde set mange mærkelig ting i sit liv. Den gyldne oval lys førte Holger til et lille bitte bord bag en skrøbelig udseende stol. Holger var mere bekendt med tykke egetræsbænke og den slags.
”Den er ægte dansk design,” sagde englen. ”Den kan sagtens bære din krop. Kom, du skal se på det her lille vindue, der kigger ud på hele Danmark og resten af verden.”
”Jeg bestemmer selv, hvad der skal bære min krop!” Han sad ned, med hånden på sværdets fæste.
Et fladskærm midt på bordet var tændt, og uden berøring, begyndt den at vise Holger hvad der var sket med hans Danmark.
Efter flere timer - og nu var det næsten midnat den 24. december - endelig sagde Holger, ”Gud, det passer ikke. Jeg slår de ansvarlige ihjel med det samme.” Han strammede grebet så meget, at det ville have knust et almindelig sværd.
”Engang, måske,” svarede englen. ”Men du ved godt, at Gud har givet mennesker en fri vilje, ikke? Danmark er ikke længere i vikingetiden.”
”Hvad pokker vil du have, at jeg skal gøre?”
”Ja, måske en barbering og noget nyt tøj.”
...Og det skete, kan man nok sige, med guddommelig fart.
***
BANK BANK BANK BANK!!!
Den hårde banken på døren til Folkekirkens hus, kunne have vækket dronningen, der hvor hun sov på Amalienborg. Men englen fangede lydbølgerne, inden de generede for mange, og gjorde Hendes Majestæts opvågning meget prægtigt.
Københavns biskop var lige i husets foyer, på vej ud, efter et stormøde. Hun kiggede lidt ud af døren. Frederiksberg var et trygt område.
Der stod en kæmpe stor dansker, med kort, velplejet hvidt hår, dybt-rynket ansigt og øjne der udstrålede et intenst nærvær. Han var klædt i et luksus jakkesæt.
Biskoppen kiggede på sit ur, med lidt irritation. ”Hvem er du?”
”Holger.”
”Ja,” nikkede biskoppen blidt. ”Det siger mig ikke noget. Har du et efternavn? Du ligner lidt den store erhvervsmand, der lige har mistet sin kone efter 65 år” Biskoppen kiggede ud på vejen. ”Hvor er din bil? Jeg kan heller ikke se nogen taxa. Sædvanligvis skulle du lave en aftale med sekretariat ...” Hun kiggede igen på sit ur. ”-en meget mere behagelig tid. Det er helt tilfældigt, du fik fat på mig nu.”
”Intet er tilfældigt i min verden.” Holger hev sin tegnebog op af lommen, og viste biskoppen sit sygesikringsbevis. ”Det skulle nok kunne forklare et eller andet.”
Hun tog sine briller fra frakken og satte dem på sine kloge øjne. Hun rynkede sine lyse øjnebryn. ”Det er en joke, eh?”
”Slå det op på din smarte maskine,” sagde Holger, så pænt som muligt.
Hun stak hånden i lommen for at trykke på den særlige nødalarm på sin mobil, som PET havde givet hende i tilfælde af, at der skulle blive problemer. Men i næste øjeblik blev den stille fugtig-kølige luft, med stjener blinkende på den stor himmel over Frederiksberg til en snestorm. Helt ærligt, på et øjeblik, eller mindre.
Sne blæste lige ind af døren. ”Måske skulle du komme ind... for et øjeblik,” sagde biskoppen.
”Mange tak. Har du en øl?”
Hun var nu fanget i noget, som hun absolut ikke kunne forstå, men der var noget ved det hele, der virkede bekendt... måske noget ældgammelt. Hun kunne bare ikke sige, hvad det var: "Hvad med vin ?”
”Nej, det er for franskmænd. Tror nok, jeg husker én ved navnet af Charlemagne. Nej, en god øl i en stor skål.”
”Skål?”
”Ja, helst i et sølvbelagt kranium.”
”Ja,” svarede hun, mens hun forsøgte at bevare roen, selv om hun rystede indvendigt. Sølvbelagt... kranium? tænkte hun til sig selv. ”Huset har nok en elefantøl et eller andet sted. Jeg kender desværre ikke så meget til huset.”
”Skal vi ikke lukke døren?” Og han lukkede den.
Hun trak sig langsomt tilbage og gik ind på et lille kontor, hvor hun bevægde musen på en af kirkens computere. Hun kiggede op på Holger med øjne, der udstrålede en mellemting mellem forvirring og en ny, ukendt tro. ”Over et tusind år?” hviskede hun ud i luften. ”Holger Danske.”
”Øllet?”
”Nåh, ja. Ned ad gangen, til venstre, der er er et køleskab. Der kan du nok finde en øl.”
Holger havde set på skærmen oppe i Helsingør, at danskerne nu drak deres øl fra flasker med en metal top. Det ene våben, som englen i Helsingør havde sagt, at han måtte tage med sig, var en lille lommekniv på lovlig størrelse, og den brugte ham nu til at hive kapslen af flasken.
Biskoppen stod ved kontorets dør, da Holger kom tilbage til indgangen.
”Du er registreret. Men hvordan? Mere end et tusind år. Altså, det her... er det ikke bare en stor jule-joke fra de andre biskopper, eller hvad?”
”Niks! Nu, vi har meget at lave og flere andre at hente, og ikke ret mange tid. Kongeriget skal bevares.”
”Ja, det siger det centrale register. Du er ’beskytter af Danmarks hjerte.’” Hun trak vejret dybt. ”Så mange år på Københavns Universitet, og så alligevel helt uforberedt på det her. En myte, der er kommet til live. Hvorfor?”
”Tja, I har vækket mig. Og du er den eneste lige nu, som ikke sover midt i alt det her.”
”Midt i hvad?”
”Nu skal vi gå.”
”Hvorhen?”
”For at hente dronningen.”
”Nej. Absolut ikke! Ikke tale om! Det er forbudt bare at tænke på det.”
”Englen har fortalt mig, at hun venter os.”
”Englen? Helt ærligt, Holger. Er du stukket af fra Skt. Hans?”
”Skt. Hans?”
Hun rystede på hovedet. ”Glem det. Men, vi kan ikke bare køre op til dronningens bolig og hente hende. Sådan gør man ikke i Danmark i dag.” Vinden tog fat i huset. ”Jeg er ikke ret god til at køre i snevejr.”
”Nej,” sagde Holger, mens han tømte flasken i en eneste kæmpeslurg. ”Vi er blevet hentet nu. Kom.”
Holger åbnede døren, og selv om det var svært at se gennem den hvirvlende sne, holdt der en helt almindelig gul bus lige ude på vejen.
Hun rystede på hovedet igen, og hviskede til sig selv, ”Den plejer da ikke at køre den her vej...og så midt om natten?”
”Kom,” gentog Holger. ”Vi har ikke ret meget tid.”
Han tog biskoppen i hånden, og de gik hurtigt hen til bussen, der åbnede døren med et sus. Lige inden hun trådte op på trinene, kiggede hun på skiltet.
”Ikke i rute?” hviskede hun til sig selv. Så kom hun i tanke om, at det måske var tid til at bede lidt til Gud.
I stedet for en chauffør sad der en gylden glød, som sødt sagde til biskoppen, ”Gud takker dig for din lille bøn. Men Gud også siger, som svar, at du ikke behøver at frygte Vil du gerne videre med bussen? Gud siger, at du har en fri vilje. Du kan godt sige fra.”
”Skal vi virkelig til Amalienborg.”
”Hun venter på os.”
”Hun venter på os?” hviskede biskoppen, da hun sad ved siden af Holger. Der var ikke ret meget plads, men det var den mindste af hendes bekymringer.
De stille små veje, med de mange smukke huse, kunne ikke rigtigt ses mere. Sneen akkumulerede hurtigt nu, men bussen var varm og kørsel fornuftig. Og pludselig kunne hun se Kong Christan X på sin frossen hest midt på slotspladsen. ”Står hjerterne vagt...” hviskede biskoppen til sig selv.
”Hvad var det?” spurgte Holger, mens han søgte efter sit manglende skæg for at røre ved det, lige som i gamle dage.
”En digt fra en forfærdelig krig for mange år siden...” Hun lyste op i et lille og meget sød smil, ”Eller for dig er det jo kun et kort øjeblik siden.”
Og der på den sne-dækkede slotsplads stod flere små politibiler sammen med en lang, sort limousine med nummerpladen ”1.” Flere livvagter stod med stoisk ro rundt om bilen og PET-personale hoppede ud af politibilerne, mens de snakkede ind i deres små hemmelige mikrofoner. Dronningen med alle sine regalier og et vedvarende smil blev hjulpet ud af bilens bagdør af den 14 år gamle prins, hendes kære søn. Han smilede sødt og klogt til hende, og holdt hende i hånden, mens hun med høje vished, gik hen til bussen. Livvagterne, som omringede dem begge to, holdt sig borte fra døren. PET-direktøren spurgte Hendes Majestæt, om de ikke skulle tage med.
”Nej, nej,” svarede hende. ”Det bliver ikke nødvendigt. I kan bare følge efter i jeres biler.”
Biskoppen og Holger rejste sig og nikkede kort til dronningen og kronprinsen. De ventede, til de havde sat sig på sæderne til højre for biskoppen og Holger. Så satte de sig også. De smilede sødt til hinanden. Biskoppen have tit deltaget i selskaber med dronningen, og havde flere gange gjort tjeneste i kirken for Danmarks mor og fremtidig far, andre i den kongelige familie og fra ministeriet.
To politibiler kørte foran bussen, men det var svært, selv for dem selv, at se de blinkende blå lys gennem snestormen. De kørte direkte forbi Kongens Nytorv og over kanalen til Christiansborg, lidt til højre for Højesteret. Der holdt flere mørke BMW-biler. Røg og damp stod ud af bilernes udstødningsrør og blandede sig øjeblikkelig med den dansende sne.
Pludselig stod statsministeren ud af en af bilernes bagdøre, og sammen med ham endnu en PET-betjent, som snakkede ind i sin hemmelige mikrofon.
”Sikken et nyt Danmark,” hviskede Holger.
”Hvad var der?” sagde biskoppen meget stille.
”Yes, Holger,” sagde Hendes Majestæt højt. ”Det er bestemt en ny verden. Tak fordi du kom”.
Biskoppen begyndte at bede igen.
Englen fra chaufførsædet sagde, ”Gud siger, at fra nu af er vi allesammen lige.”
Dronningen kiggede mod englen, og nikkede stolt.
Statsministeren, der nu stod ved stempelmaskinen til klippekortene, med et meget træt udtryk i ansigtet blev helt forbavset, da han fik øje på passageren. ”Deres Majestæt, err, og err, Kronprinsen, err.. jeg vidste ikke... err.”
”Rolig nu, min herre,” sagde hun med et glimt i øjnene. ”Det går nok.”
Han var lidt forvirret, vidste ikke, hvor han skulle sidde. De fire passagerer optog den første række i bussen, og det ville nok være lidt uhøftligt bare at gå forbi dronningen og hendes søn, og så sætte sig bagved dem. Han besluttede sig for at tage det høje sæde lige bag chaufføren. Sådan vendte han ikke ryggen til de kongelige.
Hvad for en chauffør er det?, tænkte ham. Han måtte hellere se lidt klog ud, tænkte ham, hvad ville ellers hendes Majestæt og Kronprinsen tænke om ham!
Bussen kørt videre omgivet af alle politibilerne.
Det var ikke en ret lang tur. De kom over kanalen endnu en gang, forbi Biskop Absalon, men nu videre direkte til Strøget. Bussen kørte ind på Strøget, lidt ned af vejen mod Rådhuset, og standsede lige ud for en restaurant, hvor folk stadig spiste og drak, selv om det var midt om natten. Det sneede voldsomt. I lyset fra bussens forlygter, bag en julepyntet affaldscontainer, lå en sortebevidstløs pige på omkring femten. Et par teenagere var i gang med at gøre noget mod hende, mens en stor tyk mand med et modbydeligt smil opmuntrede deres voldtægtsforsøg. Flere andre, der stod og kiggede på lidt på afstand, som var de tilskuere til en fodboldkamp, forsvandt, da lyset fra den store bus ramte dem.
Dronningen rejste sig straks op, og døren åbnede sig med en suse, og uden at tage hensyn til snevejret løb hun derover sammen med den unge prins. Hun råbte noget, som ingen i bussen kunne høre, og straks løb flere betjente hen for at gribe de to unge mænd, der var lige ved at voldtage den bevidstløs sorte pige. De blev hurtigt sat ind på bagsædet af en hvid politibil. I samme øjeblik dukkede livvagterne op fra deres eskorte bag bussen, og hev, helt som det skulle være, deres geværer frem, parate til hvadsomhelst. PET-agenter omringede området, og et par af dem løb ind i restauranten for at sikre stedet. En anden tilbageholdt den gamle, tyk mand, som spillede helt uskyldig. Statsministeren så til med åben mund. Biskoppen skyndte sig at finde et lille klogt smil frem. Det var ikke lige den dronning, som man så i fjernsynet hele tiden. Og der var noget her, fra en fortælling hun havde læst eller hørt for længe siden, helt tilbage i sin skoletid. Holger sagde bare, ”Nåh...” Pludselig fik øllet fra Frederiksberg ham til at bøvse.
Biskoppen rejste sig op, kiggede et kort øjeblik på sin ældgammel følgesvend og sagde, ”Du er tilgivet.” Hendes smil forsvandt, og hun kiggede på statsministeren: ”Vi skal i gang nu. Dronningen er derude alene”
Han blev ført tilbage til virkeligheden og fulgte efter biskopen og Holger ud i den sneen over mod dronningen og hendes søn og den lille pige.
Dronningen holdt hende i sin favn, mens hun befalede en af livvagterne at ringe efter en ambulance. Kronprinsen forsøgte at varme pigens hænder ved at puste på dem og holde dem i sine egne hænderne. Pludsligt åbnede hun sine øjne, og det var kærlighed ved første blik. Og du kan tro, at hun var smuk som en prinsesse, på alle niveauer. De tre begyndte at snakke sammen, og både dronning og hendes søn var ret kloge på verden, så de kendte godt det franske sprog, pigen talte.
”Hun er kommet til Danmark for at finde sin far,” sagde dronningen til alle. ”Moderen er død i en borgerkrig midt i Afrika. Der er nogen, der har fortalt hende, at hendes far tit befinder sig her i området for at tigge. Hun har siddet her i kulden hele aftenen og forsøgt at sælge nogle cigaret-lightere, uden at nogen rigtig har lagt mærke til hende. -Hvad sker der her, med mit Danmark!” Hun kiggeded ikke på nogen, men manden fra Christiansborg rystede meget inden i.
Kort efter nikkede en livvagt til dronningen. ”Vi har fundet ham. Han er blevet ført til Skt. Hans hospital i Roskilde, og derfra kommer han videre til en indvandrerlejr.”
”Hvorfor?”
”Deres Majestæt, her i eftermiddags tvangsindlagde politiet ham der. De troede, han var sindsyg, fordi han ikke rigtig kunne forklare, hvorfor han græd så meget. Noget om at han havde mistet sin kone og sit barn for flere år siden. Han blev ved med at sige, at hans døde datter er hans kongeriges kronprinsesse. Men da politiet ikke kunne finde ham på CPR-registeret og heller ikke finde ud af, hvordan eller hvorfor han er havnet i Danmark, blev han tvangssendt til den indvandrerlejr.”
Kronprinsen oversatte forløbet til den lille prinsesse.
Den lille sorte prinsesse kiggede op på dronningen, begge helt dækket til af den hvide sne. ”Jeg døde ikke,” sagde hun på fransk.
”Det gjorde du næsten, her i aftes, min søde. Men vi ordner det nu, ikke?” Og Hendes Majestæt kiggede for et øjeblik op på statsministeren. ”Og ikke kun for hende og hendes far.”
”Absolut,” sagde ham, med en gisp.
Holger mærkede biskoppen tage hans hånd, og han kiggede på hende, og sukkede. Begge kiggede tilbage på bussen. Den gyldne lys ved chaufførsæden var borte, og på skiltet over forrudet, stod der ”Til DANMARK.” Nu var den igen på rette vej.
Til sidst hørte de alle på dronningen, mens hun meget blidt sagde til pigen – men i virkeligheden til alle - på dansk mens kronprinsen oversatte til fransk, ”Min søde kære, undskyld hvis verdens ældste kongerige faldt lidt i søvn, men nu er vi vågnet igen. Gud bevare Danmark!”
Fotograf: Bent Lorentzen © 1999; Bispebjeg kirke
Eventyret var inspireret af det hyrdebrev mod regerings behandling af flygtninge, som Folkekirkens biskopper udsendte ved juletid 2005... og af forfatterens arbejde med flygtninge og hjemløse i København. Sidste gang de danske biskopper kritiserede en regerings politik var lige inden Anden Verdenskrig, da de satte spørgsmåltegn ved Danmarks samarbejde med Nazi-Tyskland.
Copyright 2006, Bent Lorentzen &
D.A.N.E. www.denmark.gqnu.net
København,
Danmark
dane@bcbnet.dk
3083
