|
|
af Bent Lorentzen, ©2006
En dag i 1913 vågnede Carl Gustav Jung, en god ven og kollega til Sigmund Freud, den moderne psykoanalyses fader, op efter et mareridt. Han drømte, at et vældigt hav af blod, der truede med at udslette al civilisation, skyllede hen over Europa på vej mod hans hjem i de schweiziske Alper. På det tidspunkt var Carl Jung optaget af at studere mange af verdens religioner, mytologier og eventyr samt folks drømme. Formålet var at nå frem til en dybere forståelse af det ubevidste. Året efter blev Jungs mareridt til virkelighed, da den hidtil værste krig i menneskehedens historie (Første Verdenskrig, 1914-1918) førte til et blodbad i Europa.
Både Freud og Jung arbejder med en forestilling om det ubevidste. De er enige om, at det ubevidste lag i sindet styrer en meget stor del af menneskers tanker og handlinger. Men Freud og Jung betragtede alligevel det ubevidste på forskellige måder. Det ubevidste er for Freud først og fremmest negativt bestemt. Freud anså det ubevidste for et mørkt og usundt sted i sindet, fyldt med konflikter og traumer fra barndommen, der fik mennesker til som voksne at udvise en usund adfærd, som de ikke selv forstod. Det ubevidste var så at sige stedet, hvor vi gemmer konflikter og oplevelser, som er for smertefulde til, at vi kan håndtere dem i bevidst tilstand. Når mennesker gik i terapi, var målet at få de uløste konflikter draget frem i lyset og gjort dem bevidste. Derved ville det blive muligt at slippe af med de uhensigtsmæssige måder at tænke og handle på, som var affødt af konflikterne i det ubevidste. Når man leder efter disse ting i det ubevidste, er det for at få dem afdækket og bearbejdet, så de aktuelle – usunde eller fejlagtige – adfærdsmønstre kan korrigeres, men derudover er det ubevidste ikke nogen egentlig kilde til erkendelse.
Jung var enig i, at vi en stor del af tiden tænker og handler efter bestemte mønstre, som i virkeligheden er styret af det ubevidste lag i sindet. Det ubevidste er også for Jung noget, som mennesker er nødt til arbejde med f.eks. i terapi. Men for Jung er det ubevidste ikke udelukkende noget negativt. Jung mente, at mennesker gennem dette lag i sindet havde adgang til en uendelig historie, som var fælles for alle mennesker. Jung talte om det ”kollektive ubevidste”, et sted, hvor alle menneskers egoer er forbundet. Det ubevidste er et dybtliggende, usynligt område med rødder i meget gamle ”fælles mønstre”, der stadig finder nye udtryk. Disse mønstre - som er fælles for alle mennesker uanset, hvilken kultur de lever i - kaldte han ”arketyper”.
Jung kaldte også arketyper ”mytologiske eller primordiale billeder”. En arketype har i sig selv ingen form. Den er blot en kraft, lidt i retning af et magnetfelt: I sig selv er det usynligt, men når man anbringer jernspåner i dets nærhed, viser der sig et tydeligt billede af denne bestemte magnets påvirkningsfelt. Arketyperne hænger sammen med bestemte adfærdsmønstre, bestemte måder at tænke og handle på i bestemte situationer. Der er lige så mange former for ”påvirkningsfelter” – arketyper – som der er adfærdsmønstre. Ifølge Jung og de fleste forskere på området blev arketyperne indgraveret i vort ubevidste gennem hele evolutionens historie fra tidernes morgen lige til i dag. Nogle arketyper er derfor meget primitive og tæt forbundet med kroppen og sanserne, medens andre er relateret til det åndelige og religiøse.
Problemet med arketyperne i det ubevidste er, at de ofte får mennesker til at handle efter bestemte adfærdsmønstre, som vi mere eller mindre tvangsmæssigt gentager, hvad enten de faktisk er hensigtsmæssige eller ej. Nøglen til at undgå at blive fanget ind af disse adfærdsmønstre kaldes ”integration”. Det handler meget kort udtrykt om at vedkende sig alle de forskellige sider, som menneskesindet består af,. Disse sider skal vi have ”integretret”, dvs. gjort dem alle til dele af en samlet helhed.
I det øjeblik vi fornægter en bestemt side af vor natur (f.eks. fordi vi vurderer den som negativ eller uværdig), opnår vi i virkeligheden kun at styrke denne side og de adfærdsmønstre, som udspringer af den. Mønstrene bliver så til en form for ”negativ adfærd”. Vore primitive behov har hjemme i en egn af det ubevidste, som Jung kaldte ”skyggelandet”. Freud betragtede de gentagne, uåndelige eller dyriske adfærdsmønstre som biologiske instinkter. Jung var uenig. Han ville ikke på den samme bastante måde skelne imellem en ”lavere” biologisk og en ”højere” kulturel del af menneskesindet. I stedet så han alle de forskellige adfærdsmønstre som dele af den samme ”åndelige” historie. De ”lavere” mønstre var blot blevet udviklet på et tidspunkt i evolutionshistorien, hvor vi ikke var bevidste om os selv, og hvor vi havde brug for at overleve og formere os i barske og farlige omgivelser i stadig hård konkurrence. I eventyr og film med veldefinerede arketyper (som ”Star Wars” og ”Ringenes Herre”) er skyggelandet den ”mørke side” eller ”mørkets magt”, hvor alt det onde, vi kan gøre eller tænke, så at sige lagres op. Arketyperne i dette område har mange symboler, f.eks. uhyrer, dæmoner, slangen i Edens have, drager. Jung beskrev, hvordan vi både i mange gamle folkeeventyr og i menneskers drømme finder, at disse skræmmende uhyrer vogter et bassin med vand eller en hule, symboler på det kollektive ubevidste. Dæmonerne forsøger med andre ord at forhindre os i at opdage, hvem vi egentlig er. Dette kan også forstås på den måde, at kampen imellem ”godt og ondt” i de store fortællinger og i alle drømmene, måske også i de hellige skrifter, ganske enkelt er en kamp med sig selv - og en kamp om at blive bevidst om, hvem man er.
Når vi først har sluttet fred med de ”primitive” impulser hos os selv, dem, der hører til den ”mørke side”, er den næste udfordring at indse, hvordan vi hver især i os har både alle de kvindelige arketyper (anima - gerne symboliseres af ”Moder Jord”) og alle de mandlige (animus – gerne symboliseret af en troldmand). Dette er meget kortfattet udtrykt; der er skrevet mange omfangsrige bøger om netop dette emne. Mandens opgave er at indse sin anima (kvindelige aspekter) for at få afsløret sit kollektive ubevidste. Tilsvarende er det kvindens opgave at indse sin animus (mandlige aspekter).
Den ultimative arketype er ”selvet”. Vi kan ikke kende os selv – kende vort eget ”selv” – for alvor, før vi har fået opklaret de modsætninger, der gemmer sig i det ubevidste. Vejen mod denne erkendelse kan være meget spændende, hvis man er indstillet på at tage livet som et eventyr med ubegrænsede udfordringer og muligheder. Hvis vi vender tilbage til billedet af arketyperne som magnetfelter, kan vi forestille os det kollektive ubevidste - og særlig dets "skyggeland" - som et stort udbredt tæppe. Under tæppet er der utallige magneter, og på tæppet er der jernspåner. Hvert eneste magnetfelt får jernspånerne på tæppet til at danne modstridende mytologiske skabninger. Vores "ego" , det, vi selv tror, at vi er, og den facade, vi viser andre, er som en lygte, der kun oplyser en lille del af tæppet. Vi ser derfor kun nogle få velkendte mønstre, resten ligger i mørke. Mørket forhindrer os i at se, at enhver "konflikt" også har en modsætning. Ego'et forsøger at flytte lygteskæret rundt på jagt efter et bedre "jeg". Integration (i Jungs forstand) handler ikke om at flytte lyset bort fra noget, vi ikke kan lide, men om at udvide lysfeltet og kaste lys over en større del af tæppet. Eventyr har en særlig virkning på os, fordi deres figurer er så veldefinerede og åbenlyse, så de bliver til små projektører, der oplyser forskellige vigtige stykker af tæppet og får os til at ane vore uendelige muligheder.
Processen frem mod integration – skridt for skridt at acceptere og blive bevidst om vort ubevidste og dets struktur – foregår på mange planer, som ikke skal beskrives nærmere her. Det drejer sig grundlæggende om at bestræbe sig på at slutte fred med vore primitive drifter, forstå, hvorfor vi bliver ved med at agere på bestemte måder, når vi støder på bestemte problemer, og ende med at blive mennesker i bedre balance, der f.eks. ikke altid reagerer med frygt på livets tilskikkelser. Jungs opfattelse var, at ingen kunne opnå den fuldstændige integration af samtlige arketyper – eller blive ”guddommeliggjort” – før vedkommende døde. I nogle af sine skrifter bemærkede han, at enkelte historiske personer som Jesus Kristus og Buddha nåede frem til denne fuldstændige integration, mens de levede.
Jung interesserede sig også for embryologi, dvs. studiet af fostrets udvikling i livmoderen. Fascinerende nok gennemgår det menneskelige foster samtlige stadier i evolutionen – der tog over tre milliarder år – på blot ni måneder: Fra en slags bakterie over orm, firben, abe med hale til et menneskebarn. Ved at studere mytologier, gamle fortællinger og hellige tekster hos kulturer, der har været adskilt af tid og sted og aldrig haft indbyrdes samkvem, fandt Jung frem til, at deres ideer om skabelse og afslutning fortæller den samme historie og væsentlig formidler den samme visdom om, hvordan man overlever og bliver lykkelig. Nogle af disse fortællinger fokuserer på kampene imellem lysets og mørkets kræfter - og selvfølgelig om den enkeltes søgen efter prinsen (animus) eller prinsessen (anima), der skal bringe fred til hele riget (indbefattet skyggelandet) - og mange beretter på inspirerende vis om, hvordan menneskers kamp for at forstå sig selv leder dem til himmelske og paradisiske egne, hvor der ikke længere er kamp men kun kærlighed.
Sjælens eller det menneskelige kollektive ubevidstes sprog er enkelt. Kunst, sange, poesi, gamle hellige tekster og eventyr fungerer som et symbolsk sprog for sjælen, fordi visdommen og faldgruberne i det kollektive ubevidste ikke findes i ego’et men i et dybere lag. Mønstrene viser sig til gengæld i ego’et lige indtil den fuldstændige integration. Fortællingerne taler således ikke direkte til ego’et, som er fanget i mønstrene, men fremkalder dybe følelser, som har at gøre med vejen til integration af arketyper, der strider mod hinanden. I den forstand beskriver fortællingerne en måde at undslippe de konflikter, man sidder fast i.
Jung mente ligesom Freud at målet for terapi – og for menneskelivet – var at blive bevidst om alt det, som ligger skjult i det ubevidstes skygger, og således blive opmærksom på, hvem man er. Det handler om at få en bedre forståelse af, hvorfor vi handler og tænker, som vi gør, og hvorfor verden opfører sig, som den gør. Dengang da der ikke fandtes bøger, TV og computere, kunne vore forfædre eller landsbyens vise fortælle børn og voksne endeløse historier, som de selv havde fået fortalt af deres bedsteforældre. Fortællingerne blev overleveret mundtligt fra den ene generation til den næste og var en måde at formidle gammel visdom til landsbyens folk. Mange traditionelle samfund havde ikke engang et skriftsprog før i de sidste par hundrede år, så fortællingerne blev bevaret i fortællernes erindring, ofte som omfangsrige digte, gerne hjulpet af symboler udtrykt i kunst. Fortællingernes kerne ændredes ikke under overleveringen. Derimod kunne de optrædende personer skifte, så fortællingerne forblev relevante for nye generationer. Mange fortællere var samtidig en slags præster for landsbyen, idet historierne gerne handlede om sjælens overgange gennem døden eller gennem tragedier og mental sygdom. Nogle fortællinger drejer sig om at advare børn mod tilværelsens farer. Andre forsøger simpelt hen at få mening i naturkræfter, som unddrager sig kontrol. Nogle fortællinger kommer fra den skabende fantasis dybeste lag. Disse historier fandt Jung mest fascinerede. Ejendommeligt nok er det nemlig sådan, at en person, der er villig til ganske enkelt at lade sjælens dybeste lag skrive – eller føle – en historie, opdager, at tilværelsen bliver spændende for alvor. Det er, som om vi selv bliver en del af historien. En sådan historie er som et landkort eller en vejledning, der hjælper os til at blive bedre integrerede, mere hele og opmærksomme mennesker, og således giver os styrken til at fylde vort potentiale ud. Den giver håb, når alt forekommer os mørkt, smerteligt, delt, ubegrænset og fortabt. Den lærer os, at der er en vej af enhver knibe, selv når den mørkeste rædsel af alle, døden, nærmer sig.
København,
Danmark
dane@bcbnet.dk
4320
